Hvem kan sove…

af Anne Egede

Klokken var næppe mere end halv fem da hvalpene vækkede mig. Et par pjevsede piv, som gjorde opmærksom på, at en eller flere hundehvalpe trængte til at komme ud at tisse.

Til skæret af min søvnige natbordslampe famlede jeg mig ud til køkkendøren og lukkede de små udenfor. Indtil da var det bare en almindelig januarmorgen som de 28 andre af slagsen, der var gået forud dette år. Altså lige indtil jeg åbnede døren. For – oh fryd – det sneede. Med store frosttørre fnug af den slags som sætter sig i hundenes pels og får de sorte labber til at ligne omvendte Dalmatinere – sorte hunde med hvide pletter. Væk var sovekammerøjne halvt på klem og søvndrukne robotbevægelser.
Hvem kan sove når det endelig, endelig sner ordentligt? Og når et kuld muntre labradorhvalpe med tydelig henrykkelse og charmerende undren kaster sig ud i deres første sne? Glemt var omgående den varme seng som momentant blev erstattet med varmt tøj og jublende hundehvalpe i snefog. Godt man bor så langt ude på landet at man kan tillade sig at tumle rundt med sine hundehvalpe i sneen og le højlydt når de prøver at fange snefnug og hinandens haler – selv om klokken er meget tidligt om morgenen.
Et par af de voksne hunde forlod kortvarigt sengen, sådan bare for lige at se hvad der foregik. Men næppe havde de tisset af før de atter vendte tilbage til de lune dyner tydeligt fulde af undren over hvalpenes og mine udskejelser i sneen. Ingen af de voksne hunde kunne se nogen særlig fornøjelse i at løbe rundt udenfor i 8 graders kulde og huje begejstret blot fordi det dryssede hvidt fra skyerne. Næh, en god lun seng det ved man, hvad er, og lad så bare de infantile og de imbecile fløjte rundt ude i alt det hvide omkranset af den sorte januarmorgen. Det var klart den generelle holdning i den mere modne del af min hundeflok.

Det varede nu ikke længere end et lille kvarter før hvalpene blev gennet ind igen. For små hundehvalpe bliver hurtig kolde og som regel længe inden de selv opdager det. Så ind og lune sig ved brændeovnen med ungerne. Men nu var jeg jo altså klædt på og så ganske vældig oplagt til en tidlig morgentur i snedrys. Og det kan altså ikke være meningen at den slags ture skal foregå kun i eget selskab når man nu holder et helt kobbel af hunde. Oven i købet jagthunde, der ifølge de bøger i hvilke mine respektive racer er beskrevet, er kendetegnet ved altid at være oplagt til lange ture uanset vejrlig og tidspunkt på døgnet. Faktisk burde hele flokken – stadig ifølge den gængse hundelitteratur – være sprunget veloplagte ud af sengen og stået ivrigt ventende ved døren i samme øjeblik halsbånd og snore blev fundet frem. Det skete bare ikke. Jeg raslede lidt mere med halsbåndene og stadig dukkede ikke så meget som en enkelt hund op. Skrappere midler måtte altså tages i brug, ergo rystede jeg dåsen med hundekiks. Og miraklet skete. Hele to hunde viste sig. Gamle Solskin, som altid er en loyal makker – og – hvis sandheden skal frem – også særdeles mad- og kikseglad. Og Rose, som af princip altid gør det samme som Sol. Alle andre glimrede ved deres fravær. Sol og Roses initiativ blev belønnet med et par kiks, men da Sol er blevet for gammel til længere gåture måtte Rose holde for. Her bør det nok nævnes, at Rose ikke havde været ude endnu og derfor ikke var bekendt med vejret. I samme øjeblik hun blev det, afgjorde hun med sig selv, at det bestemt ikke var et vejr at jage en hund ud i og nægtede derfor at flytte så meget som en tånegl over dørtærsklen. Rose tilkastede mig et blik, der klart fortalte hvad hun synes om mine ideer om at gå tur klokken fem om morgenen. Og det var ikke noget der egnede sig til gengivelse på tryk. Derpå sluttede hun sig lynhurtigt til de sovende hunde inde i sengen.

Jeg vil sværge på, at indtil flere par hundeøjne blev holdt krampagtigt lukket i, da jeg tonede frem i døren til soveværelset. Anton, som ikke er verdens snedigste hund, kunne dog ikke – på trods af de fastlukkede øjne – lade være med at logre heftigt med halen. Men bortset fra den rytmiske dunken af Antons hale mod madrassen var soveværelset fyldt med lyden af demonstrativt høje hundesnork. Selv Rose, som dog umiddelbart forinden havde vist visse tegn på liv, var tilsyneladende i dyb koma.
Så jeg måtte gå alene. Et opmuntrende moment var dog, at jeg mødte min ugle, som med et blødt ”uhu” dykkede ned over mig. To gange. Den første gang fordi den troede, at der var et par hunde med den kunne få til at flade ud af forskrækkelse, for ugler flyver aldeles lydløst og man opdager dem aldrig før de suser lige hen over hovedet på en. Og den anden gang, er jeg sikker på, for lige at overbevise sig om, at det nu også var mig, som min ugleven aldrig før har set uden at jeg er ledsaget af mindst et par hunde.

Hvem kan sove når det endelig, endelig sner ordentligt? Det kan mine hunde.